DAG TIL DAG PROGRAM
Dag 1 – 19. september: København – Vancouver
Vi flyver fra København til Vancouver (1 skift). Vi overnatter på hotel den første aften i Vancouver nord.
Dag 2 – 20. september: Quadra Island
Færge fra Vancouver BC til Vancouver Island (Nanaimo). Efter overfarten fortsætter vi nordpå i vores van til Cambell River. Herfra tager en 10 minutters færgetur os over til Quadra Island, hvor vi indkvarterer os på det hyggelige Discovery Lodge.
Jetlag: Man skal være opmærksom på, at Danmark er 9 timer foran Vancouver Island. Dvs., at når vi på trekket står op kl 06:00, er klokken 14 i Danmark, og tilsvarende, når vi slår lejr kl 17:00, er kl 01:00 hjemme i DK. Hvis man har mulighed for det, kan man allerede inden afgang forsøge at omlægge sin dagsrytme med et par timer, ved simpelthen at gå senere i seng og stå senere op.
Dag 3 – 21. september: Penn Island
Vi står tidligt op, pakker kajakkerne med proviant og udstyr, og ror en kort etape og overnatter på Penn Islands.
Dag 4 – 22. september: Teakerne Arm
Kajakekspedition og udforskning af det spændende område med øer, sunde og stræder mellem fastlandet og den nordlige del af Vancouver Island. Vi ror fra Penn Island til Teakerne Arm vandfaldet. Lejr og vandretur.
Dag 5 – 23. september: Curme Islands
Dagens etager ror vi fra Taekerne Arm til Desolation Sound Curme Islands.
Dag 6 – 24. september: Vaddington Channel
Vi udforsker Desolation Sound, vandretur ved Unwind lake og ind gennem Waddington Channel
Dag 7 – 25. september: Rendevouz Islands
Vi ror strækningenWaddington Channel til Rendevouz Islands.
Dag 8 – 26. september: Octopus Islands
Rendevouz gennem Hole in the Wall til Octopus Islands, hvor vi udforsker dette naturskønne område.
Dag 9 – 27. september: Octapus Islands
Udforske Octopus Islands og Okisollo lower rapids.
Dag 10 – 28. september: Surge Narrow Rapids
For dem der har mod på udfordringer er der mulighed for at lege i det strømmende vand med Surge Narrows.
Dag 11 – 29. september: Surge Narrow – Discovery Lodge
Mulighed for let roning og leg ved Surge Narrow og slappe af på Discovery Lodge
Dag 12 – 30. september: Discovery Lodge
Tid til at slappe af og pakke ned efter ekspeditionen
Dag 13 – 1. oktober: Vancouver
Vi står tidligt op og nyder køreturen tilbage til Vancouver. Her er der mulighed for byvandring på egen hånd. Overnatning på Hotel.
Dag 14 – 2. oktober: Vancouver
Vancouver er flere gange kåret som verdens smukkeste beliggende by! Vi tager på sightseeing i Vancouver. Masser af muligheder for oplevelser i den helt fantastiske canadiske storby. Granville Island eller en slentretur i Stanley Park kan klart anbefales. Eller en solid vandretur ved Capilano Suspension Bridge. Eller Grouse Mountain. Overnatning på hotel.
Dag 15 – 3. oktober: Vancouver – København
Vi har formiddagen fri i Vancouver inden hjemrejse. Vi flyver hen på eftermiddagen mod København.
Dag 16 – 4. oktober: Ankomst til København
(OBS. kajak turen beskrevet er den vi forventer at ro, men den er vejledende og kan ændres efter vind og vejr, eller hvis vi i gruppen beslutter os for at ændre lidt på dagens planlagte rute)
Vejr
Discovery Island og det tilhørende område er underlagt samspillet mellem to klimatiske zoner, det stabile fastlandsklima fra indlandet tempereres af det nordlige Stillehav. Det giver et forholdsvist mildt klima. Vancouver Island vest for området tager samtidig langt hovedparten af fugtigheden fra det åbne hav og derfor er her ofte tørt, selvom hoved biotopen her er tempereret regnskov. Det kan give meget varme somrer og et mildt efterår. I september og oktober er der dog en begyndende friskhed, som svarer nogenlunde til det danske tidlige efterår.
Dyreliv
I Coast Mountains er der året rundt et righoldigt og varieret dyreliv og når man færdes i kajak er der rigtig gode muligheder for at komme tæt på det. Her er, ud over et utal af andre fuglearter, et ret stort antal af den nordamerikanske havørn – Bald Headed Eagle. Blandt pattedyr er der gode muligheder for at se delfiner, marsvin og sæler – og selvom området ligger lidt syd for deres territorie, sker det ofte at der spottes spækhuggere. Desuden er det forholdsvis almindeligt at se mink, oddere, vaskbjørne, hjorte – og måske grizzlybjørne.
Desolation Sound, Octopus Islands og Surge Narrows
Områderne byder på masser af oplevelser. Fra små hyggelige øer til små kanaler og sunde, hvor tidevandsstrømme visse steder skaber turbulens, fos og strømløb. Turen planlægges så vi har tid til at udforske de bedste kajak-destinationer i området.
Krav til deltagere Turen foregår på ekspeditionsbasis, og vi har tidligere gennemført turen.. Vi er underlagt faktorer som vejr, vand, havforhold og Murphy’s lov. Derfor skal man være indstillet på at tage udfordringerne som de kommer.
For at deltage på turen skal du være erfaren kajakroer. Lige så vigtigt er det at du har erfaring med basis friluftsliv – eller har mod på at få det. Alle deltager på lige fod med basis lejrliv, som klargøring, madlavning, teltning, rengøring og dag-til-dag planlægning.
Inden afrejse inviterer vi alle deltagerne til en kajak forberedelsesdag, hvor du kan møde de andre deltagere, og hvor vi ror en tur sammen. (vi forventer at dagen bliver slut april i den fynske ø-hav)