DAG TIL DAG PROGRAM
Dag 1: Afrejse København – Kangerlussuaq – Ilulissat – briefing og byvandring
Afrejse fra København (4,5 timers flyvning) med stop i Kangerlussuaq, hvorfra I flyver videre nordpå til Ilulissat (Jakobshavn). Ilulissat betyder isbjergene, og allerede under indflyvningen ser du isbjerge så langt øjet rækker. I bor på Ilulissat Guesthouse under opholdet i Ilulissat. Efter ankomst vil der være en kort briefing af vores lokale guide, der ligeledes tager jer med rundt i Ilulissat, så I lærer byen godt at kende og hører de bedste historier for at forstå dette magiske sted.
Dag 2: Ilulissat – Sermermiutdalen og isfjordssejlads
I dag går vi sammen ud gennem byen og forbi alle slædehundene, der står lænket i udkanten af byen. Sammen fortsætter vi forbi det nye isfjordscenter og videre ned i Sermermiutdalen til udkigspunktet ud over isfjordens isbjerge, der ligger strandet, så vi bedre kan se dem tæt på. Denne tur kan de fleste være med på, hvorimod de færreste steder kan hamle op med denne udsigt, der er helt ubegribelig smuk.
Om eftermidagen er det tid til at komme ud at sejle, så du kan se isbjergene fra havsiden af. Nogle gange fryser det så hårdt, at det salte hav fryser til og båden stille og roligt bryder isen foran stævnen, der er den eneste lyd, der høres.
Vi bruger lidt tid i eftermiddag på at gennemgå planen for morgendagens skitur samt udstyr.
Dag 3: Ilulissat – skitur til fangsthytte
I dag er det tid til at checke ud af Ilulissat Guesthouse og pakke tasker og pulk. Turen i dag går til vores fangsthytte, der er beliggende ca. 15 km nord for Ilulissat. Hytten er en klassisk fangsthytte og er beliggende på den yderste kant af den grønlandske vestkyst med udsigt til en lille bugt, hvor isen ofte bølger op og ned. Der er ingen vand lagt ind i hytten, så vandet vi drikker, kommer fra den sne og is vi samler og smelter på komfuret. Hytten opvarmes af en petroleumsovn, der udsender en duft som enhver der har været i Grønland om vinteren kan nikke genkendende til.
Fra hytten kan vi skue ud over havet imens vi læser en bog eller laver mad ved gaskomfuret. Vi er helt alene i denne lille boble.
Dag 4: Vildmarkshytte – skitur til Oqaatsut og bygdevandring
Efter en god nats søvn er det tid til at lave en kande kaffe på komfuret og en morgenmad, der kan give os nok energi til dagens etape, der ikke er så langt som den forgangne dag.
Vi lukker hytten ned og følger bjergryggen ned gennem en slugt og videre nedad mod bygden, Oqaatsut, hvor vi skal tilbringe natten på Hotel Nordlys. Dagens etape tager ca. 2 timer. Når vi er kommet på plads, så går vi en tur rundt i bygden og lader bygdens historie folde sig ud foran os.
Det er ikke mange mennesker, man ser i Oqaatsut, da det er en bygd, hvor flere af indbyggerne erhverver sig ved fangst og fiskeri og dermed tilbringer store dele af dagen ude på havet og om vinteren også på havis. Nogle gange ser man fangerne komme ind på deres hundeslæder med sæl eller fisk, der skal klargøres.
Dag 5: Skitur retur til Ilulissat
Vi vågner op i den grønlandske stilhed, med mindre at hundene hyler, og får en dejlig morgenmad. Vi har nu sidste dag tilbage med ski under fødderne, når vi vender snuden sydpå mod Ilulissat. En tur, der ca. vil tage os 6 timer. Vi forventer at ramme Ilulissat til aften, hvor vi igen checker ind på Ilulissat Guesthouse. Her venter os en rygende varm sauna – ”det skal mærkes, at man lever”, som Benny Andersen engang sagde eller var det Møllehave? Vi er i hvertfald enige i udsagnet, og vi gør vores ypperligste for at give dette udsagn liv.
Dag 6: Dagen er på egen hånd
Vi kan anbefalet, at man hjemmefra har booket en hundeslædetur. Man kan enten prøve en 2 eller 3 timers tur. Hvis man mere er til snescooter, så kan det også arrangeres.
2 timers hundeslædetur: DKK 1450,-
3 timers hundeslædetur: DKK 1750,-
Dag 7: Dagen er på egen hånd
Dagen i dag er sat af til at slappe af og nyde på egen hånd og i eget tempo. Det er muligt at sove længe og vandre en anden vej ud til isfjorden, stå på ski på langrendsporet udenfor byen på egen hånd eller ved at tilkøbe en guidet tur.
Det kan også anbefales at se nærmere på byens museer og souvenirforretninger og måske kigge nærmere på, hvad det lokale ølbryggeri mon kan finde på at brygge deres øl på.
Dag 8: Ilulissat – København
Med kufferten fuld af gode minder og oplevelser er det nu tid til at vende næsen retur mod København. Vi tager afsted med morgenflyet og mellemlander i Kangerlussuaq, før vi lander i Kastrup lufthavn kl. 21.30.
Hvis du ikke har fået nok Grønland, så er det muligt at tilkøbe ekstra dage i Ilulissat.