DAG TIL DAG PROGRAM
Dag 1 – Ankomst til Ilulissat – isbjergenes hovedstad
Afrejse fra København kl. 10.45 med ankomst i Nuuk kl. 12.35. Herfra venter der en smuk indenrigsflyvning på ca. 1,5 time, hvor du allerede under indflyvningen til Ilulissat får et glimt af den imponerende isfjord.
Indkvarteringen er i Ilulissat Guesthouse, hvor du bor i dobbeltværelse eller har dit eget private hus med havudsigt, så du kan følge fiskernes daglige rutiner og isbjergenes langsommelige vandring med tidevandet.
Efter check-in kommer du på en guidet byvandring, hvor du lærer byen at kende og får Ilulissats spændende historie foldet ud, når vi sammen går rundt og kigger på flotte, gamle bygninger fra kolonitiden og bymiljøet i Ilulissat. Vi kommer også forbi den gamle kolonihavn, der er proppet med store og små fiskebåde. Ikke sjældent kommer en båd ind, med en sæl hængende over rælingen til aftenens måltid eller hundenes altid gode appetit.
Dag 2 – Sermermiutdalen & nordlys tur
Dagen står på en spændende, guidet tur til UNESCO-området. Vi går ud gennem Sermermiutdalen, hvor beboerne i Ilulissat forfædre tidligere boede. Her kan stadig skimtes rester af fundamenterne fra tørvehuse, der var rammen for datidens grønlændere. Tina Dickow synger i en af sine sange: I need a room with a view, og det havde alle inuitter, der boede i Sermermiutdalen, da her er en imponerende udsigt over isfjorden. De fleste udbryder: wow, når de besøger dette sted.
Turen varer 2-3 timer.
Om aftenen går vi udenfor byen, hvor vi spotter nordlys uden forstyrrelser fra byens lysforurening. Her hører vi sagn og myter omkring fænomenet.
(Nordlys er aldrig en garanti, da det afhænger af klar himmel og aktivitet fra solen)
Dag 3 – Isfjordsejlads & arktisk sauna
Udover tid til at udforske UNESCO-området på egen hånd, så venter der en skøn sejltur ud til isfjorden, hvor du i ca. 2 timer kommer til at sejle mellem gigantiske isfjelde.
Du har under dit ophold mulighed for at booke vores private panorama sauna, hvor du har udsigt over fjorden imens du nyder varmen og duftene fra de æteriske olier, der spreder sig – vi synes, at det hører med til et besøg i Ilulissat, så det skal I ikke betale for, når I bor i Ilulissat Guesthouse.
Dag 4 – dag på egen hånd – mulighed for langrendsskitur
Dagen i dag er på egen hånd.
Vi kan anbefale at leje et sæt langrendsski, støvler og stave, så I på egen hånd kan stå på langrendssporet med udsigt ud til isfjordens isbjerge – det bliver ikke smukkere.
Leje af langrendsski: DKK 450,-
Dag 5 – Hjemrejse:
Til formiddag er det tid til at pakke rygsækken med alle rejsens uforglemmelige oplevelser og flyve til Nuuk og videre med fly til København med forventet ankomst kl. 22.00.