DAG TIL DAG PROGRAM
Dag 1: København-Narsarsuaq & Igaliku (-/F/A)
Fra Danmark flyver du til Grønland med Air Greenland. Flyet til Narsarsuaq i Sydgrønland tager ca. 4 timer, og lander midt på eftermiddagen lokal tid. Her vil der være et lille velkomstmøde, inden turen går ned til havnen.
Fra Narsarsuaq sejles der videre til bygden Igaliku i det azurblå vand. Undervejs passerer vi mundingen til Qooroq Isfjord – områdets mest aktive isbræ, der frigiver 200.000 tons is om dagen. Efter en times sejlads ankommer vi til Itelleq, hvor bagagen samles op og transporteres med ATV til vores overnatningssted i Igaliku. Vi tager selv turen til fods og skal således kun bære vores lille dagtursrygsæk. Vandreturen til bygden går ad ‘Kongevejen’, en kort tur på cirka 4 km. Igaliku er det tidligere bispesæde i Grønland, hvor de 500 år gamle nordboruiner er smeltet sammen med den lille bygd med 40-50 indbyggere.
Lidt om Igaliku:
De spredte stenhuse ligger på en beskyttet, frodig slette, i bunden af en meget blå fjord. Rundt omkring rager barske og golde fjelde op. Der er en helt speciel stemning og ro i Igaliku, som man først rigtig oplever, når man er der lidt længere end på et dagsbesøg.
Igaliku Bygdehotel giver alle muligheden for at opleve stemningen i en grønlandsk bygd. Bygdehotellet er ikke flerstjernet luksus, men det er meget hyggeligt og komfortabelt, og med lækre måltider serveret på café i samme bygning, får du en “flerstjernet” oplevelse!
Dag 2: Igaliku – Itelleq – Qaqortoq – afgang med Kystbåden (M/-/-)
Du vågner op til total stilhed og med morgenmad på vandrehjemmet. Nyd området og de rolige omgivelser i bygden, inden vi atter vandrer tilbage ad Kongevejen til Itelleq (bagagen transporteres). Ved middagstid sejles der videre til Qaqortoq, hvor turen går gennem den smukke Tunulliarfif Fjord, inden ankomst til Sydgrønlands største by Qaqortoq. Sejlturen tager et par timer alt efter bådtype og vejrforhold.
Ved ankomst til Qaqortoq har du lige et par timer til at se den hyggelige by, inden der er afgang med kystbåden M/S Sarfaq Ittuk kl. 21.00. På båden har du en liggeplads med delt bad/toilet på gangen.
Dag 3: På havet (-/-/-)
Du sejler det meste af dagen, men stadig kommer helt tæt på flere bygder langs kysten. I sommersæsonen fra 1. juni til 30. august er der skibsguide ombord, som holder foredrag og fortæller om Grønland på turen op langs den Grønlandske vestkyst.
Dagens anløb: Arsuk (06:00-06:15), Paamiut (13:00-14:30) og Qeqertarsuatsiaat (22:15-22:30).
Dag 4: Nuuk og videre nordpå (-/-/-)
Ankomst til Nuuk kl. 07:30, hvor vi har det meste af dagen, til at gå på opdagelse i Grønlands hovedstad. Besøg eksempelvis Grønlands Nationalmuseum, hvor der blandt andet er mulighed for at se de berømte mumier fra den gamle vinterboplads Qilakitsoq, der er dateret tilbage til 1475.
Kl. 21.00 er der afgang fra Nuuk.
Dag 5: På havet (-/-/-)
Endnu en smuk dag venter, hvor vi sejler gennem nogle af Grønlands smukkeste fjorde.
Anløb: Maniitsoq (07:00-07:30), Kangaamiut (11:00-11:15) og Sisimiut (18:00-20:00).
Dag 6: Ankomst til Ilulissat (-/-/-)
I dag gør skibet entré i Diskobugten. Du kan gå op på skibets dæk og spotte efter pukkelhvaler, sæler og de længe ventede enorme isbjerge. Nogle tror ikke deres egne øjne, andre bliver en smule bange for disse kæmper. Et fantastisk syn for livet!
Anløb: Aasiaat (07:00-07:30), Qeqertarsuaq (11.15-13.00) og ankomst i Isbjergenes by, Ilulissat klokken 18.30.
På havnen bliver du hentet af hotel Hvide Falks bil og bragt til hotellet for indkvartering.
Dag 7: Ilulissat – Byvandring og Isfjordsejlads (M/-/-)
Morgenmad på hotellet. Om formiddagen skal du med på en byvandring, hvor du får fortalt byens spændende historie. Turen går blandt andet omkring den gamle kolonihavn, Zionskirken og Knud Rasmussens fødehjem.
Om aftenen er det tid til at se den storslåede Isfjord. Herude sejler vi rundt de næste par timer mellem de mægtige iskolosser, hvor midnatssolens varme farver giver et helt fantastisk lys, som bare skal opleves. Er vi heldige, er der mulighed for at se hvaler – en uforglemmelig oplevelse!
Dag 8: Ilulissat – UNESCO Sermermiut vandring (M/-/-)
Efter morgenmaden er det tid til en vandretur med guide til den billedskønne Sermermiutdal. Turen varer 2-3 timer, hvor der findes levn fra tre tidligere inuitkulturer, som kan dateres helt tilbage til Saqqaq-kulturen for 4.500 år siden. For enden af dalen ligger Kangia Isfjord, hvor gigantiske isfjelde bliver presset ud gennem fjordsystemet, og som fortsætter videre ud i Diskobugten. Hele området er fredet af UNESCO som en del af verdens naturarv. Udsigten og sceneriet er ubeskrivelig!
Dag 9: Ilulissat – dag på egen hånd (M/-/-)
Den sidste dag foregår på egen hånd i Ilulissat. Hvis du ikke har fået nok af grønlandske aktiviteter, så kan du blive inspireret til udflugter, ved at tage et kig på vores udflugtspakke, som vi tilbyder i samarbejde med vores lokale afdeling: Ilulissat Adventure (ejet af Arctic Friend).
Dag 10: Ilulissat-Nuuk-København (M/-/-)
Morgenmad på hotellet. Hotellets bus kører jer til lufthavnen hvor Air Greenland flyver jer til Nuuk. I Nuuk venter Danmarks-flyveren, som flyver jer til København. I vil lande i Københavns lufthavn, Kastrup, sidst på aftenen.
OBS! om aktiviteter
Ændringer eller annulleringer af udflugter som følge af dårligt vejr kan forekomme. Vi vil altid forsøge at afvikle turene på et andet tidspunkt, hvis en tur bliver aflyst på grund af dårligt vejr. Hvis det ikke er muligt at gennemføre en planlagt tur i løbet af de dage, du er i Grønland, så refunderer vi selvfølgelig prisen for den pågældende udflugt.