HISTORIE

De første kolonister kan have været irske munke, der har søgt et fredsommeligt tilflugtssted på disse afsondrede øer. Dette har sand­syn­ligvis været i midten af det syvende år­hund­rede.

Bedre kendt og veldokumen­teret er den norske kolonisering, der ind­ledtes et par hundrede år senere og udviklede sig op igen­nem vikinge­tid­en og gjorde Fær­øerne til en central del af vi­king­er­nes terri­torium lan­gs de nord­­at­lantiske kyster og det Irske Hav.

Vikingerne etablerede de­res eget parlament med loka­le ting omkring på øerne, mens hoved­tinget blev pla­ce­ret på Tinganes i Tórs­havn. Om­kring årtusind­skiftet blev kristen­dommen for­kyndt på dette sted. Kort efter kom øerne under de norske kongers herre­døm­me. En af dem var den be­rømte kong Sverre, som voksede op på det færøske bispe­sæde i Kirkjubøur.

Senere blev den norske krone underlagt det danske monarki, og med reformationen blev det færøske bispedømme afskaffet og dets gods en del af det danske krongods.

Landene omkring Nordsøen havde op igennem middelalderen en stor ind­flydelse på Færøerne, især gennem de hanseatiske køb­mænd i Bergen.

Med reformationen øgede den danske konge sin kontrol over handelen og etablerede et han­dels­­mo­nopol, der blev styret af for­skellige købmænd og handels­sel­skaber. Men i 1709 overtog kongen selv handelen med op­rettelsen af den Konge­lige danske Ene­handel.

Nu blev øerne styret direkte fra København. Dan­s­ke em­beds­mænd ankom for at over­våge handelen og beskytte den imod konkur­rerende købmænd og pira­ter, som igennem århund­reder havde plaget øerne. For­tet, Skansin, som skuer ud over Tórshavns havn, er en del af denne historiske befæstning, men hvis man i dag spejder ud i horisonten herfra, vil man sand­synligvis kun få øje på fredelige fiskeskibe eller måske de inter­nationale cruise liners yndefulde kurver.

I 1856 blev den kongelige mono­polhandel afskaffet, og snart var foretagsomme færøske forret­nings­mænd i gang med at oprette nye forbindelser til ver­den uden­for. I 1872 blev den gamle engelske slup ”Fox” købt til fiskeri på dybt vand langt fra de færøske kyster, og snart blev færingerne kendt for at være blandt verdens dyg­tigste søfolk. Fiskeri­erhver­vet udviklede sig til at blive landets største ind­tægts­­kilde.

Nu er fær­ingerne i fuld gang med at for­berede udforskningen af poten­tielle olie­kilder i ha­vet rundt om Færøerne.

Og dog er sporene af æld­gammel historie bevaret overalt, hvor man kommer, blandet med den moderne tid. Man kan slen­tre omkring på Tinganes, som i dag hu­ser det færøske landsstyre, der blev etab­leret som udø­vende myndighed i henhold til hjem­me­styreloven fra 1948. Og dér, på sit kontor i et af handels­mono­polets tidligere pak­huse, kigger lag­man­den, landets politiske leder, måske op fra sin com­puter og ud igen­nem vin­duet for at måle de tusind års gang, som er mejslet ind i stenene på spidsen af den lille halvø.

---

SPROGET OG DANS

Vikinger, der ho­vedsagelig kom fra Nor­ge, sej­lede mod vest for at finde nyt land og kom til kysterne af Skotland, Shet­land, Orkneyøer­ne, Hebriderne, Færøerne og Island. Vikingekulturen var på den tid ensartet, og de sproglige forskelle var få.

Som tiden gik udviklede de forskellige lande deres egen kul­tur, og oldnordisk blev splittet op i forskellige dialekter. Nogle ste­der uddøde sproget fuld­stæn­dig.

Det færøske sprog overlevede som et selvstændigt sprog, men var i lang tid truet af udslettelse. Efter reformationen blev kirke-sproget dansk, dansk var skrift­sproget og blev efterhånden brugt i alle offi­cielle anliggen­der. Da de første videnskabelige und­er­søgelser på­begyndtes i slutningen af 1700-tallet, var det for at dokumentere og ind­samle det, som man betrag­tede som resterne af det gamle sprog. Men der viste sig et over­vældende og levende materiale af gamle ord og ordsprog, faste ven­dinger, sagn og kvad. Alene de gamle kvad og kæmpe­viser udgjorde omkring 70.000 vers, som alle var ble­vet overleveret mundligt fra gene­ration til ge­neration.

Hvordan kunne det lade sig gøre i en befolkning, som gen­nem år­hundreder kun bestod af mellem 4.000 og 5.000 men­ne­sker? En væsent­­lig del af svaret er dansen, den be­rømte færøske dans, hvor det gjaldt om at lære og huske en lang for­tælling. Denne dans er en direkte fort­sættelse af den middel­al­derlige kædedans, der op­stod i Frankrig og bredte sig over hele Europa. Dansen gik efterhånden af mode eller blev bekæmpet af myn­dighederne, men på Færøer­ne levede den ubrudt videre.

Det særlige ved den fæ­røske dans er sangen og fortællingen. Der danses uden musik­led­sa­gelse, det er alene stemmerne og fød­derne, der høres. Mens en enkelt eller nogle få forsan­gere leder sangen, følger de øvrige hand­lingen med dan­se­trin og ved at gentage omkvædet efter hvert vers, og der er en levende sam­men­hæng mellem kvadets ind­hold og dansens stem­ning. Danse­trinene er altid de samme, men er fortæl­lingen sørgelig, danses der sagte, er den dra­matisk, træ­der man hårdt i gulvet, er det en skæmtevise bliver rytmen spring­ende og let. Det er en kollektiv dans, hvor ansigter passerer forbi an­sigter, dansen vender indad og kan ofte være vanskelig at be­tragte ude­fra. Den kræ­ver del­tag­else, og når dan­sen er bedst, smelter kæden sammen i en fælles ryt­me, og man føler, at man er en del af noget meget stort.

Indsamlingen og nedskriv­ningen af det vældige mundt­lige materiale blev gru­ndlaget for sprogets be­varelse, og eta­blering­en af et færøsk skrift­sprog i midten af 1800-tallet blev fun­damentet for den for­nyelse, der siden er sket. Mens man har set små sprog forsvinde overalt i verden, udvikler det færøske sprog sig og er i dag den fær­øske kulturs stolthed.

---

GEOGRAFI

Færøernes 18 øer er Borðoy, Fugloy, Eysturoy, Hestur, Kalsoy, Koltur, Kunoy, Lítla Dímun, Mykines, Nólsoy, Sandoy, Skúvoy, Stóra Dímun, Streymoy, Suðuroy, Svínoy, Vágar og Viðoy.

Færøerne ligger på 62 grader nordlig bredde og på 7 grader vestlig længde i Nordatlanten mellem i syd Hebriderne, sydøst Shetland, øst Norge og nordvest Island.

Øernes beliggenhed gjorde, at man før i tiden var meget afhængig af, hvad jorden og det nære kystfiskeri kunne bringe til produktionen af de daglige livsfornødenheder. Med overgangen til de moderne fiskebåde blev det havets ressourcer, der angav muligheder og begrænsninger.

Øgruppen er med sine 18 øer og 11 holme, fra Enniberg på Viðoy i nord til Sumbiarsteinur syd for Suðuroy 118 km lang. Kystlinien strækker sig over 1.117 km. Særlig vestkysten er markant med sine høje, lodrette fuglefjelde direkte ud mod havet. Den gennemsnitlige fjeldhøjde er 300 m over havet. Slættaratindur (882 m) er det højeste fjeld. Kap Enniberg på Viðoy (754 m) er et af Europas højeste forbjerge.

Der er intet sted mere end 5 km til nærmeste kyst. De fleste bebyggelser ligger beskyttet på østkysten ved bugter og fjorde, med undtagelse af Fámjin og Sumba, der er beskyttet af vestlige skær. Bygderne virker meget maleriske med huse i alle spektrets farver. Uden for de større byer har fårene ret til at færdes på vejene. Områderne er inddelt i zoner, og fåreriste i vejen sørger for, at fårene bliver i deres egne områder. Der gives stor bøde for at køre et får ihjel.

---

REGIONER

Streymoy er den folkerigeste ø med Færøernes hovedstad Tórshavn, som med sin store havn, industri og kulturelle og administrative centrum er Færøernes centrale midtpunkt. Vestmanna på Streymoys vestkyst er kendt for fiskerihavnen, vandkraftværket og bådturene ud til de nærliggende fuglefjelde.
Saksun og Tjørnuvík i nord og Kirkjubøur og Velbastaður i syd er steder, man som færøturist kan besøge. Til Stremoy-regionen hører også øerne Nólsoy i øst, Hestur og Koltur i vest. Streymoy er med en bro over sundet Sundini forbundet med Færøernes næststørste ø Eysturoy.

Eysturoys metropol er kommunen Runavík og bygderne omkring den. Området er i stadig udvikling med nybyggeri og industri. Området syd for Runavík er velegnet til vandreture. Øens næststørste by, Fuglafjørður, er kendt for sin naturskønne beliggenhed og fiskeindustri. Leirvík var tidligere kendt for færgen til Klaksvík – siden 29. april 2006 Nordøtunnelen – og resterne af en vikingbosættelse. Eiði er en smukt beliggende bygd med en moderne fiskerihavn i nærheden af Færøernes højeste fjeld Slættaratindur på 882 m. I de naturskønne bygder Gjógv, Elduvík og Funningur kan man stadig fornemme, hvordan Færøerne så ud tidligere.

Sandoy syd for Streymoy ligner ikke de andre øer. Fjeldene er ikke så høje. Øen har mange frugtbare indmarker og mange landbrug. Til regionen hører Skúvoy og Stóra Dímun, en af mest isolerede øer i Europa. Sandoys bygder er: Sandur, Skálavík, Skopun og Húsavík kommune med Dalur og Skarvanes.
Norðoyar (Nordøerne) er: Kalsoy, Kunoy, Borðoy, Viðoy, Svínoy og Fugloy.

Klaksvík på Borðoy er med sine 5.000 indbyggere den næststørste by på Færøerne og en vigtig industri- og havneby. Bygderne på Norðoyar er maleriske og naturskønne. Bygderne på Norðoyar er:
Kalsoy: Syðradalur, Húsar, Mikladalur og Trøllanes
Kunoy: Haraldssund, Kunoy og Skarð
Borðoy: Klaksvík, Ánir, Árnafjørður, Strond, Norðtoftir, Depil, Norðdepil, Skálatoftir og Múli.
Viðoy: Hvannasund og Viðareiði.
Svínoy: Svínoy bygd.
Fugloy: Kirkja og Hattarvík.

Viðareiði, Færøernes nordligste bygd, regnes blandt Færøernes smukkeste. Den er beliggende i en 1,5 km bred dalsænkning med høje fjelde i nord og syd. Kap Enniberg ved Viðareiði, er en af verdens højesre forbjerge.
Vágar har gennem Vágartunnel hurtig forbindelse til Streymoy. Vágar har Færøernes eneste lufhavn. Sandavágur, Miðvágur og Sørvágur er tre driftige bygder med en veludbygget fiskeindustri, havn og handelsliv. Bygderne Bøur og Gásadalur, har beholdt deres oprindelige udseende og er et yndet udflugtsmål.

Øen Mykines vest for Vágar er kendt for sin naturskønhed, det rige fugleliv og lille bygd.

Suðuroy syd for Sandoy har to større havne beliggende i handelsbygderne Tvøroyri og Vágur (her startede fra ca. 1860 Færøernes moderne udvikling) og en række små, idylliske bygder ved hav og fjord. Nævnt fra syd er det: Sumba, Víkarbyrgi, Akrar, Lopra, Porkeri, bygden Hov, Øravík, Fámjin, Froðba, Hvalba og Sandvík længst mod nord. Lítla Dímun øst for Sandvík er kun beboet af får og ejes af en fåreavlerforening i Hvalba.

Suðuroy har et veludbygget vejnet med let adgang til flotte landskaber og høje fjelde, som f.eks Beinisvørð nord for Sumba og Ásmundurstakkur vest for Sandvík. Hvalba (oversat til dansk: Hvalmarken) er den næstnordligste bygd på Færøernes sydligste ø Suðuroy.

Se vores rejser til Færøerne