DAG TIL DAG PROGRAM
Nedenstående program er et forslag til, hvordan rejsen kunne se ud – kontakt os og få et tilbud på en rejse, der er tilpasset jeres familie
Dag 1: København- Kangerlussuaq
Afrejse fra København om formiddagen, og I lander stort set samme tid i Kangerlussuaq på grund af tidsforskellen. I møder vores lokal repræsentant i lufthavnen, som tager jer til jeres indkvartering, som enten bliver Polar Lodge eller Old Camp. En simpel indkvartering med delt bad og toilet på et hyggeligt vandrehjem med plads til alle. Efter indtjekning går turen allerede i dag mod indlandsisen i bus. Hvis vejret tillader det, kommer I helt op at stå på indlandsisen. På turen derop kører I gennem den grønlandske tundra og ser både søer, gletsjerfronter og måske også rensdyr og moskusokser.
Tilbage i Kangerlussuaq bliver I kørt til den hyggelige restaurant Roklubben med smuk udsigt over Lake Fergusson, hvor en velkomstmiddag er inkluderet i opholdet.
Dag 2:Kangerlussuaq-Ilulissat
Efter morgenmad på vandrehjemmet skal I med morgenfly videre til Ilulissat. I tager selv en taxi fra lufthavnen til det hyggelige Ilulissat Guesthouse, der har den smukkeste udsigt over isfjorden. I løbet af opholdet står I selv for madlavningen, og hvis I er flere der rejser sammen, vil vi se om vi ikke kan få jer booket ind i et hus kun til jeres gruppe. Vores guesthouse består af flere huse med op til 3 værelser per hus. I nogle huse har værelserne hems, og her kan der laves ekstra opredning til børnene. Fælles for alle huse er, at der er fantastisk udsigt ud over Diskobugten, og at der er hyggelige fællesrum, hvor man kan hygge sig efter en dag i fjeldet eller på slædetur.
Når I har fået pakket ud, så vil vores guide tage jer med på en byvandring og fortælle lidt om byens historie samt udpege de vigtigste seværdigheder i byen. Byens 2 museer har man mulighed for at besøge på egen hånd en af de kommende dage.
Aftenen nydes i vores guesthouse med spil og hygge. Vi har ikke tv, da vi mener tiden skal bruges med familien og rejseledsagerne. Internet kan dog tilkøbes på stedet.
Dag 3: Ilulissat- Sermermiut vandring og nordlys tur
Her til formiddag går turen ud til UNESCO-området ved isfjorden, hvor I sammen med jeres guide vil nyde et par timer med flot udsigt over de store isbjerge. Det er en magisk udsigt, og man kan sagtens vende tilbage til området flere gange. Der er ruter herude, som man kan udforske på egen hånd, og guiden giver gerne introduktion til vandreregler for vandring på egen hånd samt yderligere information om de forskellige ruter tilgængelige.
Frokost er på egen hånd.
Senere samme eftermiddag/tidlig aften tager vi på nordlysjagt udenfor byens kunstige oplysning. Fortællinger om nordlys og myter vil være en del af turen. Varme drikke er inkluderet i turen. Vi vender højest sandsynligt tilbage til UNESCO-området, men med et helt andet formål, end da vi besøgte området tidligere på dagen.
Dag 4: Ilulissat – Isfjordssejlads og sauna
I løbet af dagen skal I til søs. Turen ud til de store isbjerge er altid et hit, men husk det er koldt til søs! Der vil være mulighed for at komme ind og få varmen, men tag alt jeres varme tøj på til turen og gerne i flere lag.
Når I kommer retur varmer vi op i vores sauna, hvor I kan nyde eftermiddagen og blive varmet godt igennem og nyde det sidste af dagen inden for i varmen med panoramaudsigt over Diskobugten.
Dag 5 & 6: Ilulissat – dage på egen hånd
Disse to dage er til ren afslapning og hygge. I kan vælge at gå en tur til UNESCO-området på egen hånd eller gå ud og få lidt frisk luft i byen og besøge byens museer, cafeer eller lignende. Hvis der er faldet sne nok, kan vi hjælpe med at arrangere hundeslæde, isfiske eller snescooterture ellers snak med vores guider om, hvad mulighederne er, hvis I ønsker flere oplevelser i om omkring byen. Vi kan også arrangere tur til en af de nærliggende bygder, hvor man kommer tæt på livet i et lille afsides bygd, hvor de fleste lever på traditionel vis som fangere og fiskere.
Dag 7: Ilulissat – Kangerlussuaq – København.
I skal med eftermiddagsfly mod Kangerlussuaq og videre til København. Forventet ankomst i København er kl. 20:00.
GRATIS ANNULLERING: BOOK NU – BETAL SENERE:
Grundet corona-situationen forstår vi, at det kan være usikkert at bestille en rejse ud i fremtiden. Derfor tilbyder vi, at du kan bestille din tur nu, men at depositum først skal betales senere – så kan du annullere din rejse kvit og frit, hvis du ikke ønsker at rejse alligevel.