DAG TIL DAG PROGRAM
Dag 1, Torsdag: København – Kangerlussuaq: Indlandsisen
Afrejse fra København kl ca. 11 om formiddagen, og I lander stort set samme tid i Kangerlussuaq, pga tidsforskellen. I møder vores lokal repræsentant i lufthavnen, som tager jer til jeres indkvartering, som enten bliver Polar Lodge eller Old Camp. En simpel indkvartering med delt bad og toilet på et hyggeligt vandrehjem med plads til alle. Efter indtjekning går turen allerede i dag mod indlandsisen i frihjulstrukket bus. Hvis vejret tillader det kommer I helt op at stå på indlandsisen, og undervejs kører I gennem den grønlandske tundra og ser både søer, gletsjerfronter og måske også rensdyr og moskusokser.
Dag 2, Fredag: Kangerlussuaq – Ilulissat
Efter morgenmad på vandrehjemmet skal I med morgenfly videre til Ilulissat. I tager selv en taxi fra lufthavnen til det hyggelige Ilulissat Guesthouse. (Hvis I er mange kan vi hjælpe med at booke en minibus til jer). I bliver indkvarteret i vores guesthouse med delt bad og toilet og den smukkeste udsigt over isfjorden. I løbet af opholdet står I selv for madlavningen.
Når I er vel ankommet, så vil vores guide tage jer med på en byvandring, og fortælle lidt om byens historie, samt udpege de vigtigste seværdigheder i byen. Byens 2 museer har man mulighed for at besøge på egen hånd en af de kommende dage.
Aftenen nydes i vores guesthouse med spil og hygge. Vi har ikke tv, da vi mener tiden skal bruges med familien og rejseledsagerne. Internet kan dog tilkøbes på stedet.
Dag 3, Lørdag: Ilulissat – Isfjordssejlads og nordlystur
I løbet af dagen skal I til søs. Turen ud til de store isbjerge er altid et hit, men husk det er koldt til søs! Der vil være mulighed for at komme ind og få varmen, men tag alt jeres varme tøj på til turen og gerne i flere lag.
Senere samme eftermiddag/tidlig aften tager vi på nordlysjagt udenfor byens kunstige oplysning. Fortællinger om nordlys og myter vil være en del af turen. Varme drikke er inkluderet i turen.
Dag 4, Søndag: Ilulissat – Sermermiut vandring med snesko og sauna
Her til formiddag går turen ud til UNESCO-området ved isfjorden, hvor I sammen med jeres guide vil nyde et par timer i tusmørket med flot udsigt over de store isbjerge. Vi tager snesko på, hvilket gør, at vi kan bevæge os mere frit omkring i sneen. Det er en magisk udsigt, og man kan sagtens vende tilbage til området flere gange. Der er ruter herude som man kan udforske på egen hånd, og guiden giver gerne introduktion til vandreregler for vandring på egen hånd samt yderligere information om de forskellige ruter tilgængelige.
Frokost er på egen hånd, men tag evt. snack med på turen. Vi serverer varme drikke undervejs.
Når I kommer retur, varmer vi saunaen op, hvor I kan nyde eftermiddagen, blive varmet godt igennem og nyde det sidste af dagen indenfor i varmen med panoramaudsigt over Diskobugten.
Dag 5, mandag: Ilulissat – København
Transfer til lufthavnen er på egen hånd i taxa. Morgenfly til Kangerlussuaq for videre fly til København. Forventet ankomst enten 21.30 eller 20:00 i København.
(Mulighed for at tilkøbe dag 6, tirsdag for DKK 575 per person i delt DBL værelse eller DKK 950 i single værelse. Ved tilkøb af en ekstra dag kan vi indsætte en extra udflugt, eksempelvis 2 timers hundeslædetur for DKK 1.800 per person.)
GRATIS ANNULLERING: BOOK NU – BETAL SENERE:
Grundet corona-situationen forstår vi, at det kan være usikkert at bestille en rejse ud i fremtiden. Derfor tilbyder vi, at du kan bestille din tur nu, men at depositum først skal betales senere – så kan du annullere din rejse kvit og frit, hvis du ikke ønsker at rejse alligevel.