Lær at tage bedre Nordlysbilleder

Skrevet af Thomas Sindberg kl i Blog

Vores gode ven Mads Pihl, som har taget mange af billederne på vores website, har skrevet en guide til hvordan du bliver bedre til at tage billeder af nordlys på dine rejser til Grønland.

(Disclaimer: Det her er en meget personlig vinkel på en teknik, som mange har beskrevet i dybden før mig.)

Nordlys

Eksempel på en af Mads Pihl’s billeder. Oktober 2013

At fotografere nordlyset handler først og fremmest om at indfange et ofte kortvarigt lys på en måde, så det er i samspil med det omgivende lys og de fænomener, der skaber en ramme, som det kan udspille sig i.

Den ramme består i stjerner og landskaber, og i den følgende kommentar omkring nordlysfotografi er mit udgangspunkt, at et nordlysbillede først og fremmest er et landskabsbillede (eller et andet udendørsbillede af en by, et hav, etc.) med en stjernehimmel – og så noget nordlys.

Nordlyset er med andre ord kun én faktor i et nordlysbillede. Og selvom det ofte stjæler showet og giver en ekstrs wauw-dimension til billedet, så er det tydeligt, at nordlysbilleder uden kontekst, uden landskab og ramme, har det med at blive mindre spændende fortællinger.

Og et billede er først og fremmest en fortælling. Kun sekundært er det et billede af noget særligt, taget med nogle særlige indstillinger, ved brug af noget særligt udstyr.

Set fra jorden ligner nordlyset for os en bevægelse. En bølge på himlen. Et flydende, flygtigt fænomen. Og det er set som sådan, at spørgsmålet om hvordan, det kan fotograferes, må gribes an.

Udgangspunktet for et godt nordlysbillede med skarpe, klare stjerner som baggrund er en balance mellem eksponering og billedstøj. Kommer der for meget støj bliver billedet ujævnt, uskarpt og det bliver svært at skelne stjernerne fra sensorstøjen.

Derudover bliver et natbillede, som et nordlysbillede jo først og fremmest er, kun skarpt hvis kameraet er på et vægt- og vindstabilt stativ med et ordentligt stativhoved, der ikke bøjer af under kameraets vægt. Mange vælger interessant nok at spare penge på stativet, for det er vel ikke dét der tager billedet – men er man seriøs med sine natbilleder er det præcis lige så væsentligt med en stærk og fleksibel platform, som det er med et lysstærkt objektiv eller et ISO-venligt kamera.

Hvilket kamera man bruger spiller i princippet ingen rolle så længe man forstår, at visse tekniske specifikationer i kombinationen af kamera og objektiv er helt indiskutabelt lettere at bruge end andre, hvis man vil undgå billedstøj, maksimere lysindfaldet og øge skarphed og opløsning.

Min anbefaling er, at sensorstørrelsen skal være mindst APS-C, hvilket vil sige eksempelvis af typen Canon 550D, 70D, 7D og Nikon D3100, D5200, D7100 og så videre. Hovedårsagen til dette er ikke kamerasnobberi men bunder i en regneregel for nattehimmel eksponeringer, som mange ikke indregner i deres billeder, men som afgør, om stjernerne bliver prikker eller små aflange spor på himlen.

Reglen kaldes ofte 500 reglen og den går i al sin enkelhed ud på, at et billede får stjernspor i stedet for skarpe stjerneprikker, hvis lukkerhastigheden overstiger et forhold mellem objektivets brændvidde, lukkerhastgheden og sensorens forstørrelsesgrad.

Regnestykket siger: 500 / Objektivets brændvidde (antal mm) = antal sekunder lukkeren kan være åben.

Eller: 500 / 24mm = 20,8 sekunder.

Og det er så her spørgsmålet om kameraets sensor bliver afgørende. For reglen gælder kun sådan her på et Full Frame kamera (dvs. eksempelvis et Canon 5D Mark III eller 6D, et Nikon D600 eller D800, et Sony A7, et Leica M og så videre). Hvis sensorens fysiske dimensioner er mindre end dette (ikke dens megapixel antal, det er noget helt andet), så har man en såkaldt crop faktor på linsen som gør, at synsfeltet – altså hvor bred en vinkel man rent faktisk kan se gennem objektivet – for en 24mm linse på en APS-C sensor rent faktisk svarer til det samme synsfelt som et full frame kamera med henholdsvis en 36mm linse for Nikon og 38,4mm for Canon (Nikon har en 1.5x crop faktor og Canon en 1.6x faktor).

Og med de tal in mente bliver regnestykket eksempelvis for Nikon:

500 / (24mm * 1.5) = 13,8 sekunder – fordi det er 500 / 36 på grund af cropfaktoren.

Jeg opererer i øvrigt normalt med en 450-regel i stedet, for at være på den sikre side, mens andre holder fast i, at det fint kan være en 600-regel. Disse holdninger handler også om, hvor meget stjernespor man vil se, når man zoomer maksimalt ind i billedet. Mange vil ikke opdage stjernespor med 600-reglen på et lille online billede som svarer til, at man ser maksimalstørrelsen af originalbilledet på meget stor afstand, og så bliver alle detaljer sværere at se, mens det bliver meget tydeligt på et stort print, der presser billedopløsningen maksimalt.

Med andre ord, i forhold til 500-reglen og cropfaktoren: Jo større cropfaktor et kamera har i forhold til en såkaldt Full Frame sensor, desto kortere bliver lukkerhastigheden, som man har til rådighed på en given brændvidde. Og kortere maksimal lukkerhastighed gør, at man er nødt til at presse en række andre indstillinger i kameraet for at få lys nok indenbords, især lysfølsomheden, den såkaldte ISO indstilling, og det har det med at påvirke billedstøjen.

Man kan sagtens tage nordlysbilleder med lukkerhastigheder helt ned under 1 sekund, men hvis man som jeg gerne vil bruge stjernerne som et fastfrosset bagtæppe for det flyvske nordlys, så er man nødt til at tænke på længere lukkertider.

Derfor er det første spørgsmål jeg stiller mig selv altid: Vil jeg forsøge at fryse bevægelsen i en skarp aftegning, eller vil jeg skabe en blød, glidende strøm af lys mellem stjernerne? Svaret på det spørgsmål bestemmer min lukkerhastighed, og derfor bestemmer det også langt hen ad vejen mange af de efterfølgende indstillinger i kameraet.

I det følgende eksempel bruger jeg et full frame kamera som eksempel, fordi det er den verden jeg normalt opererer i. Er man garvet APS-C bruger bør det være nogenlunde simpelt at lave sine egne eksponeringsomregninger.

Nordlysbilleder tages bedst med vidvinkelobjektiver (op til omkring 24-28mm i full frame synsfelt tal) på stativ, så man får et bredt himmeludsnit med i billedet, og så man kan stabilisere rammen og fastfryse stjernerne.

Nordlyset er utroligt meget tættere på os end stjernerne, så selvom stjernerne i princippet lyser langt klarere på deres oprindelsespunkt, så er lyset svagere nede hos os, og det gør, at nordlyset næsten altid vil være det klarest lysende af de to himmelelementer (glem månen – er den ude, tiltagende og højt på himlen, så anbefaler jeg at finde på andre ting end for alvor at fotografere nordlys).

Fordi nordlyset er så klart skal der ikke meget til at indfange det, og faktisk foretrækker jeg ofte at fotografere svagere nordlys, fordi man så kan enten eksponere i længere tid eller åbne højt op for ISOen, så der kommer mere lys ind og så stjernerne derved bliver tydeligere.

Jeg er klar over, at det her virker som om, at det handler mere om stjerner end om nordlys – og det er faktisk også tilfældet, for nordlys foregår i en sammenhæng, og uden den er det bare noget sløret grøn-rødt-magenta noget på en mørk baggrund. Konteksten er væsentlig for at give et nordlysbillede dybde. Og både landskabet og stjernerne er kontekst.

Kort sagt:
Sæt kameraet på ISO 800, f./2.8 og 5 sekunder eller ISO 800, f/3.5 og 8 sekunder og så har du et billede af nordlyset uden for meget støj. Sagen er bare, at alle udover de klareste stjerner vil være næsten helt usynlige, og den slags billeder kan man stort set tage med sin smartphone, hvis man lægger den på et stabiliseret underlag.

Det begynder straks at blive mere effektfuldt, hvis man først får indstillet blænden, stillet skarpt på stjernerne, positioneret kameraet, så man har et godt motiv, og derefter fundet en ordentlig balance mellem ISO og lukkerhastighed.

Min opskrift er som regel:
§ Sæt kameraet på manuel fokus, manuel indstilling og selvudløser 2 eller 10 sekunder (medmindre du bruger fjernbetjening, som er klart at foretrække for at undgå at lave kamerarystelser, når du trykker på udløseren).

§ Indstil objektivet (enten direkte på linsen eller i kameraindstillingerne) til den største mulige blændeåbning objektivet tillader – altså det laveste f-tal man kan vælge.

§ Tænd for LiveView funktionen på kameraet, så du kan bruge skærmen og ikke søgeren til at fokusere med. Glem autofokus – det vil ikke fungere optimalt, fordi der ikke er kontraster, der er tydelige nok til, at kameraet kan forstå fokuspunktet på himlen.

§ Brug zoom knapperne til at zoome maksimalt ind i billedet på skærmen og flyt derefter zoomfeltet hen til et område med klare stjerner (du er nu zoomet så meget ind, at stjernerne er relativt store).
§ Drej objektivets fokusring over tæt på “Uendelig” indstillingen, det liggende 8-tal eller ∞, og du vil nu se, at stjernerne bliver mere og mere som små skarpe prikker. Finjustér med små bevægelser indtil det der virker som det skarpeste punkt. Fordi stjerner og nordlys er på stor afstand svarer det til, at de nærmest er på et “fladt” bagtæppe. Er stjernerne skarpe i søgeren, så er nordlyset også i princippet skarpt (men husk, at det bevæger sig og derfor altid bliver delvist sløret).

§ Slå LiveView fra igen og drej kameraet ind på den komposition, som du gerne vil lave. Tænk på så vidt muligt at have enten forgrundselementer eller stærke mellemgrundselementer med i billedet (nordlyset og stjernerne er altid teknisk set “baggrunden”), så kompositionen bliver mere interessant og giver billedet dybde og kontekst. Med andre ord: Dette bør du have tænkt igennem, inden du vælger hvor du vil tage nordlysbillederne.

§ Sæt kameraet på et forhold mellem ISO og lukkerhastighed, som du gætter på passer med nordlysets styrke. Er det meget kraftigt kan du sikkert nøjes med ISO 640 og 5 sekunder hvis dit objektiv eksempelvis har en maksimal blænde på f/2,8, men er det mere svagt skal der justeres opefter på begge parametre. Dette lærer man med tiden at vudere med det blotte øje, men ellers er det kun trial-and-error, der fungerer her. Og bemærk at de nævnte indstillinger her sandsynligvis kun fanger nordlys og ikke stjerner – det er ulempen ved kraftigt nordlys rent fotografisk.

§ Tag et testskud og juster ISO og lukkerhastighed. Blænden skal der ikke røres ved. Den skal være så stor som mulig, altid, fordi det lukker mere lys ind per sekund, og jo mere lys der kommer ind per sekund desto kortere skal lukkerhastighed være og desto lavere skal ISOen være, og derved minimerer man den ødelæggende billedstøj.

Nordlyset vil nu skifte og bevæge sig, og eksponeringer kan følge med opefter eller nedefter ud fra smag og behag. Du kan også begynde at lege med lukkerhastigheden for at fryse bevægelsen lidt mere eller gøre den mere flydende – dette kræver så selvfølgelig at ISOen samtidig flytter sig opefter eller nedefter for at bevare lysindfaldsmængden.

Som jeg nævnte tidligere, så er forholdet mellem bevægelse og frysning faktisk ét af de første spørgsmål jeg stiller mig selv, fordi der er en markant æstetisk forskel på billederne afhængig af, hvordan nordlyset indfanges – og begynder man at tage mange nordlysbilleder kommer der også et punkt, hvor man gerne vil gøre mere end bare indfange lyset uden nærmere plan.

Derudover kan nogle begynde at få lyst til at indfange stjernehimlen sammen med nordlyset, og det er derfor jeg lægger så meget vægt på at man lige så godt kan tænke på det med det samme. At få stjernebilleder og andre ting med ind i billedet giver en ekstra dimension til nordlyset, som de fleste mennesker foretrækker frem for bare et billede af noget grønligt lys.

Jeg har mange gange nævnt billedstøj som en ødelæggende faktor – men hvordan ved man hvor grænsen er før man har valgt en for høj ISO til det ens kamera kan bære? Tricket er slet og ret at finde ens eget kameras magiske balance mellem ISO og de andre indstillinger. Og jeg må beklage, hvis nogen havde håbet på en magisk opskrift, for det kræver, at man arbejder systematisk med relationen mellem lukkerhastighed og ISO før man finder det bedste mix – og samtidig kan holde sig indenfor 500-reglens grænser for stjernespor.

Jeg arbejder næsten altid med et full frame Canon 5D Mark III eller et Canon 6D og et 24mm f/1.4 objektiv. Det betyder, at jeg har en yderst ISO-stærk full frame sensor og et objektiv med en meget stor blændeåbning – og de to ting tilsammen gør det eksempelvis muligt at lave nordlysfotos med relativt skarp lysaftegning og meget stor detaljegrad i stjernerne på 24mm, f/1.4, ISO 3200 og 2 sekunder lukkerhastighed. Selv på ISO 3200 er støjen stort set ikke-eksisterende, når billedet er blevet efterbehandlet. Eller jeg kan vælge f/1.4, ISO 800 og 8 sekunders lukker for et mere blødt lys og samme mængde stjernedetaljer.

Men det betyder ikke, at man absolut skal bruge den slags grej for at tage nordlysbilleder. Og de ovennævnte indstillinger giver rigtigt klare stjerner, så hvis nordlyset er meget kraftigt bliver det faktisk overbelyst (det er derfor jeg foretrækker svagere nordlys – for så er der bedre balance mellem nordlys og stjerner på længere eksponeringer / højere ISO eksponeringer). Og det betyder jo så med andre ord også, at måske havde det været helt fint med et kamera med 24mm (full frame tilsvarende – husk 500-reglen her), f/3.5 som maksimal blændestørrelse, ISO 800 og 8 sekunder fordi den mindre blændeåbning giver mindre lysindfald per sekund.

Dog vil jeg sige, at har objektivet en maksimal blænde på mindre end f/3.5, altså f/4 og opefter, så vil jeg advare om, at det kan blive nogle lange nætter, først derude og derefter foran computeren, for at fjerne støj og gøre tingene mere tydelige, fordi man sandsynligvis presses til lange eksponeringer eller en høj iSO i forhold til kamerets støjhpndteringsevner. Men det kan godt lade sig gøre – det kræver bare (meget) træning. Og hele efterbehandlingsaspektet, som er sin egen verden og ofte endnu mere teknisk end selve foto-delen, er en historie, der hører en anden note til.

Alt i alt vil jeg klart anbefale at bruge det man har og presse udstyret til ydergrænsen. Der er ingen grund til at fare ud og investere i alt muligt nyt udstyr før man har taget en masse billeder og fundet ud af, om man, ligesom nogle natfotografer, har det som om, at det bedste sted i verden er med et kamera under stjernerne. Oftest lærer man rigtigt meget af at være tvunget til at finindstille tingene fordi de ellers er lige på grænsen – og en del af processen er i høj grad også bare at være udenfor og nyde nattens elementer enten på egen hånd eller med en makker.

Mads Pihl, Sisimiut, oktober 2013

Læs mere om nordlys i Grønland.

Print Friendly

Tags:

Trackback fra dette site.