FAKTA OM ISLAND

I året 930, stiftede islandske “landnamsmænd” et af verdens første demokratiske styrelser

Akut hjælp: Er uheldet ude, ring 1-1-2. Der findes også en app for både Iphone og Android; “112Iceland”, den kan du bruge uden 3g og kan sende din koordinationer til alarmcentralen. Læs mere om appen i App store og android store.

Alkoholiske vaner: Vin, spiritus og øl (over 2,25%) sælges ikke i alm. butikker, men kun i de statslige monopolforretninger Vinbúð (man-torsdag kl. 11.00-18.00, fredag kl. 11.00-19.00 og lørdag kl. 11.00-18.00). De fleste restauranter har alkoholiske drikkevarer.

Areal: 103.000 km2

Bagage: Hvis man flyver med Icelandair må man have 23 kg med, plus 10 kg håndbagage, hvis man flyver med WOW air må man have 20 kg med plus 5 kg håndbagage, og man skal huske, at det bagage, som skal tjekkes ind, koster ekstra (omkring DKK 200,- hver vej per kuffert). Hvis man glemmer at bestille indtjekket kuffert, kan det også gøres i lufthavnen, men det koster omkring DKK 300,- hver kuffert, hver vej. Husk altid at tjekke de aktuelle bagage-regler med flyselskabet forud for afrejse.

Banker: Banker har åben hverdage fra kl. 09:15-16:00. I Keflavik lufthavn har banken åben i 24 timer.

Busforbindelser: I forbindelse med ankomst og afgang af Icelandair og WOW Air arrangeres buskørsel mellem busterminalen i Reykjavik og Keflavik lufthavn. Turens varighed er ca. 45 min. Shuttle service er også mulig ved forudbestilling.Man kan købe billet i flyveren på vej derhen, eller i lufthavnen efter ankomst, bare vær opmærksom på, at der oftere er lang kø i lufthavnen så det kan være smart at købe billetten allerede i flyveren. Vi hjælper også gerne ned at booke transfer fra lufthavnen – evt. med et stop i den Blå Lagune.

Elektricitet: 220 volt. Elektriske apparater medbragt hjemmefra kan benyttes uden videre, dog kan enkelte stikkontakter være af amerikansk type. Det klares med en adapter, som kan fås hos de fleste velassorterede el-installatører.

Flybilletter m.v.: Navne i flybilletter og andre rejsedokumenter skal være korrekte i henhold til dit pas.

Forretninger: De fleste forretningers åbningstider er man-tors kl. 10.00-19.00, fredag kl. 10.00-19.30, lørdag kl. 10.00-18.00 og søndag kl. 12.00-18.00

Frimærker: Islandske frimærker er samleobjekter på grund af deres høje kvalitet.

Færdsel i det indre højland: Højlandsruterne er kun åbne to-tre måneder hver sommer. Selv midt på sommeren kan de være vanskelige at forcere.
Man bør søge oplysninger om den planlagte rutes tilstand. Det gøres på det islandske vejvæsenets hjemmeside www.vegagerdin.is. På de fleste benzintankstationer findes i sæsonen oversigtskort, som viser hhv. åbne og lukkede områder i højlandet.

Der kræves først og fremmest et solidt firhjulstrukket køretøj. Dertil sund fornuft og ikke urealistisk vovemod. Man skal holde sig til de afmærkede ruter, både af hensyn til egen sikkerhed og af hensyn til den sårbare natur.

Man skal medbringe alt, man får brug for til turen. Der er ikke butikker eller tankstationer. Medbring gode kort, proviant, varmt og vindtæt tøj, rigeligt brændstof, et slæbetov og en god spade. Vær opmærksom på, at GSM-netttet ikke dækker det indre af landet. Bilister i højlandet er hjælpsomme og opmærksomme på andres mulige problemer – vær selv det.

Klima: Oceanisk – milde vintre og kølige somre. Gennemsnitstemperatur i juli 10-11ºC. I juli har Island næsten 24 timers dagslys. Hvorimod det er mørkt det meste af dagen fra oktober til marts, som giver fantastisk mulighed for at oplive nordlys.

Kreditkort: Alle gængse kreditkort accepteres af større hoteller, restauranter og butikker. Samtlige restauranter, cafeer og kiosker har dankort automat, så det er lige meget, hvor man er i Island, du kan betale med kort samtlige steder.

Krydsning af elve på højlandet: De fleste højlandsruter krydser elve uden broer. Mange elve er helt uproblematiske, men andre kan være dybe og vanskelige at krydse. Vandmængde og elvens leje kan skifte. Hvert år kommer bilister – islandske som udenlandske – i knibe, når de krydser elve. Pas derfor på og tag ingen unødig risiko. Forsøg aldrig at krydse elven uden at have dannet et klart overblik over passagen. Er man i tvivl, bør man venter, til der kommer et andet køretøj. Man krydser elven med strømmen og ikke mod strømmen. Vær opmærksom på at bremsernes funktion kan være nedsat efter passagen.

Mobiltelefon: GSM-mobiltelefoner fungerer ikke i de øde egne af det centrale højland. De tre store aktører, Síminn,Vodafone og Nova, har en fin dækning i de beboede egne langs Ringvejen, men der kan være udfald på de mest øde strækninger. Der kan købes taletidskort på tankstationer rundt i landet, og hos WOW air og Icelandair på vej til Island.

Pas: Der kræves pas af alle rejsende til og fra Island. Legitimation, såsom kørekort, ID-kort eller lignende skal medbringes.

Posthuse: Posthuse findes i alle større byer og i nogle mindre. Postkontorerne holder som hovedregel åbent man-fredag kl. 08.30-16:30 nogle steder helt til klokken 18:00.

Påklædning: Medbring solidt vandtæt fodtøj med grovmønstrede såler, en vindtæt anorak og vindtætte bukser, en let ulden trøje og en tyk sweater, varmt undertøj samt regntøj. Husk også badetøjet, da Island er fyldt med varme bassiner og kilder. De varme bassiner, som findes alle steder i Island, er noget alle skal prøve på sin rejse til Island.

Rygning: Rygning er forbudt på alle offentlige samt alle overnatningssteder.

Servering ombord på flyet: Det er muligt at købe drikkevarer og mad ombord på flyet.

Sprog: Dansk er obligatorisk fremmedsprog i islandske grund- og gymnasieskoler. Mange foretrækker dog at tale engelsk, mest udpræget blandt de yngre generationer.

Sygesikring: Det gule sundhedskort er ikke gældende længere for rejser udenfor Danmark. Vi anbefaler, at der tegnes en sygdomsafbestillingsforsikring (6% af rejsens pris) og ferierejseforsikring.

Telefonering: Fra Danmark til Island benyttes  00 354 + abonnentens nummer.

Tidsforskel: Tidsforskellen mellem Danmark og Island er 1 time om vinteren og 2 timer om sommeren. Island skifter ikke mellem vinter og sommertid.

Toldregler: Der henvises til de generelle toldregler, der er fastsat af Told & Skat.

Valuta: Den islandske møntfod er Króna (flertal krónur). En Króna er delt op i 100 aurar. Sedler findes i 500, 1000, 2000, 5000 og 10000 krónur, mens mønterne i brug er 1, 5, 10, 50 og 100 Krónur.

Vejforhold: Vejnettet i Island er imponerende, landets størrelse og indbyggertal taget i betragtning. Vejforholdene i Island er meget forskellige fra de danske, idet de fleste veje er grusbelagte og af meget skiftende kvalitet.

Langt den største del af Hovedvej 1 har fast belægning. I sommerhalvåret er vejen forholdsvis trafikeret. Vær opmærksom på skiltet “Malbik endar”, som betyder, at asfalten slutter. Sæt farten ned.

Grusveje er ikke egnet til hurtig kørsel. Vær opmærksom på, at mange broer er enkeltsporede. Ved møde med modkørende skal man sætte farten ned, da det løse grus i vejsiden ellers kan medføre udskridning.

Se vores rejser til Island

Billeder fra Island